Caroline - barselsvikar hos Natur Børn
Hej, mit navn er Caroline.
Jeg er 22 år gammel og bor i min egen lejlighed i Give.
Jeg kommer fra Thyregod, har gået på Tørring Gymnasium og er lige blevet færdiguddannet salgsassistent med speciale i dyr.
Jeg har arbejdet med børn i alle aldre fra jeg var 15 år gammel, ved siden af studiet. For mig er det vigtigt at jeres barn/børn føler sig tryg ved mig og at der er tillid mellem os. Dette skabes kun ved at vi snakker jævnligt og ærligt med hinanden og får skabt en god opstartsperiode, sådan at jeg bedst forstår jeres barns/børns behov.
Jeg er selv et rutine menneske og finder det bedst med faste rammer. Jeg går meget op i medbestemmelse og selvstændighed, så jeres børn kan få lov til at udfolde sig.
Jeg er altid klar til en snak hvis I skulle have brug for det, og resten finder vi ud af
sammen.
Hvem er jeg?
Jeg hedder Mette, er 30 år og gift med Mikki. Sammen har vi døtrene Mynte, april 18, Matilde, november 19 og Merle, maj 2024.
Vi bor på et nedlagt landbrug, som vi sammen sætter i stand.
Jeg er uddannet landmand med speciale i grise, 2009-2014, og yderligere arbejdet med grise et års tid efter endt uddannelse. Derudover har jeg 3 års butiks erfaring i en grovvarer forretning.
Jeg har i august 2021 gennemført førstehjælp for voksne med ansvar for børn (7 timer), det samme har min mand, som også er godkendt som vikar. Min mor, Lone, vil I også komme til at møde, hun er godkendt som vikar og er her jævnligt.
Andet om husstanden
Vi har en mellemstor hund, Bella. Hun er en god blanding og en efterhånden ældre dame. Vi har også en Sankt Bernhard, Ferdinan. Han er fra sommeren 2022. De er ikke sammen med børnene i dagligdagen, og kommer heller ikke i pasningsordningens lokaler.
Børnene vil kunne hilse på begge hunde.
Vi har også en kælen kat, han vil meget gerne snakke med børnene.
Vi er begge ikke rygere og vores hjem samt pasningsordningens lokaler er røgfrit.
Trygge børn giver god trivsel
Det er vigtigt for mig, at vi kan have en åben og god dialog omkring barnet. At I og jeres barn kan føle jer trygge og velkomne her hos mig.
At skabe nærvær, tryghed og omsorg for jeres barn.
Jeg vægter faste spise- og sovetider højt, så børnene kender dagens rytme. Genkendelighed er vigtigt her hos mig. Som udgangspunkt vækker jeg ikke barnet, men vi kan altid tage en snak, hvis det skaber udfordringer for jer.
Vi er ofte på gåture, cykelture, legepladser og legeaftaler rundt i vores nærområde. Vi deltager også ofte i arrangementer i byen. En gang i mellem er vi på gårdbesøg eller lignende. Jeg benytter også egen bil med godkendte autostole.